At miste en, når man har PTSD.

Godaften til jer der læser med. 

Jeg vil skrive om et tungt emne, og det handler om døden, og hvordan jeg takler det, når den kommer for tæt på mig, så det er et meget personligt blogindlæg. Min elskede farfar gik bort natten til i dag, jeg viste godt at han ikke ville leve for evigt, og at vi alle skal dø en dag, men alligevel kom det som et chok, der min mor ringede og fortalte mig det, sådan har mange det, et ganske normalt, når man får sådan en dårlig nyhed, men alligevel er jeg utrolig lettet, for han har fået fred nu, han har ikke flere smerter, han har fået den fred han fortjener.                                Det gør bare ondt, at vide at han var helt alene, der han sov ind. Han havde det godt efter de havde opereret ham, alt var OK, og det så lyst ud, men alligevel sov han stille ind, han var nok for træt til at kæmpe videre, hvilket jeg godt kan forstå, der han tit var på sygehuset, så han gav slip.  Jeg er knust over at miste min farfar, men jeg var mere knust der jeg mistede min onkel, der græd jeg i flere dage, uger, måneder, og græder stadig til tider, når savnet bliver for stort til ham, men jeg græd ikke så meget der min farfar døde, og føler mig forkert, fordi jeg er mere lettet over han fik fred, jeg føler mig som et VIRKELIG dårligt menneske fordi jeg har taget det pænere end hvad jeg havde regnet med. Jeg ved ikke om det fordi, det ikke er gået op for mig endnu, at han er dø, måske er det først i kirken, det går op for mig, at han er væk.  Jeg er bange for det er min PTSD, der gør mig følelses kold, for jeg burde jo være mere ked af det, ligesom der min onkel døde, men jeg er slet ikke ked af det på samme måde !!  Er jeg et dårligt menneske, fordi jeg føler sådan? Er det min PTSD der gør ind og driller?  Eller det ganske normalt? Jeg ved det virkelig ikke, og jeg ville ønske at jeg viste det, jeg vil så gerne takle mit tab bedre end jeg sidst jeg mistede, jeg var i sorg i 12 år, og så langt ud vil jeg ikke igen. Jeg ved godt det er okay at sørg, men sorgen skulle gerne blive mindre, og at man acceptere det der er sket, selvom det er hammer hårdt, men det kan lade sig gør, det er jeg sikker på det, det bliver jeg nød til at tro, for ellers kommer jeg aldrig videre, og det skal jeg, jeg skal bevare de gode minder, og huske og snakke om alle de oplevelser man fik, så tror jeg og håber på at det lettere at komme videre, på den måde. 

Jeg ved at snakke om døden er et tabu, for mange er bange for at dø, hvor andre tager det mere roligt, for de har accepteret at livet har en ende. Men dem der er bange for at dø, hvilket jeg selv er, skal acceptere det, for jeg tror det giver mere ro, og vi skal kunne snakke om døden, uden at blive bange, for det så vigtigt at nyde livet, for man ved aldrig hvornår det er for sent, livet er så kort, og skrøbeligt. Jeg tror hvis man snakkede mere om døde, så ville det være lettere at acceptere at livet har en ende, og at man skal få det bedste ud af ens liv, men man acceptere det måske først, når man er blevet ældre , man det er ikke til at sige, for det er jo forskelligt fra person til person, hvordan de takler døden, jeg håber bare at flere vil acceptere det  , så de kan nyde livet bedre. Jeg ved godt det er svært at acceptere det, og at det er svært, jeg kæmper selv med det, og ved det nok skal lykkes mig 🙂 

Jeg vil lige understege at jeg elsker min farfar, og at jeg måske overregere eller over tænker ALT i dag, om jeg nu gør det rette osv. Min farfar var en god mand, som elskede sin familie, og jeg vil altid have ham i mit hjerte og huske på de skønne minder med ham. Han vil altid være savnet og elsket. 

Jeg vil gerne takke, for i læser mine blogindlæg, og jeg håber det hele giver mening, for det var og er et svært blogindlæg at skrive for mig, der de tanker skræmmer mig utrolig meget. 

Tak herfra, ha en skøn lørdag aften og pas godt på hinanden 🙂 

 

 

Jeanette Irene O. Andersen