At føle sig i vejen.

God formiddag. 🙂

Jeg vil prøve at sætte fokus på det at føle sig i vejen, og det kan være rigtigt slemt og træls når ens ptsd eller angst driller. I dag føler jeg mig enormt meget i vejen, fordi min kæreste plejer at vil være alene en times tid når han står op, men stod alligevel op pga rygsmerter, og ved godt han ikke er sur på mig, han er træt og ked af at have ondt, men alligevel føler jeg mig så meget i vejen, at det ikke til at holde ud. Jeg får tit ad vide at jeg ikke er i vejen, det har så svært ved at stole på det, for jeg føler ikke de mener det og ved godt det er dybt godnat, men har altid følt mig i vejen, hvis jeg ikke selv har kunne klar mig, for kan altid klar mig selv for det meste, beder næsten aldrig om hjælp, for jeg er sindsyg stædig, men der er også dage hvor min stædighed ikke hjælper en dyt også kommer alle følelser bare frem, alt for hurtigt frem, det skræmmer mig for jeg pakker min følelser sammen og gemmer dem væk, for jeg ved ikke hvordan jeg skal takle disse følelser, syntes det er så forvirrende og skræmmende på sammetid.. Det ligesom min krop brænder op til aske, også kommer ensomheden væltende end over mig med alle disse følelser jeg ikke kan takle. Jeg vil så gerne snart kunne fungere som normale mennesker, er så træt af at jeg ikke kan så meget som alle andre kan, og jeg har allermest lyst til at stor tude, men kan ikke få det ud selvom det presser på, kender i ikke det? Så føler jeg mig i vejen, hvis jeg ikke kan hjælpe andre som har brug for det, det kan også ødelægge en helt dag ad for mig og er så ked af at jeg ikke kan gør alt det jeg skal herhjemme, jeg hader mig selv for det, hader at være hjælpeløs, det er den værste følelse jeg kender. Jeg kunne blive ved med at skrive om det, men syntes os det svært uden at gentage mig selv, så må heller bare smutte igen. Vi ses og tak for i læser med.

Knus herfra. 

Jeanette Irene O. Andersen